ENHÅNDS kastekursus

Bliv en bedre fluekaster

At lære fluekastet er vigtigere end dyrt grej

Uanset om du er nybegynder, der ønsker at få det grundlæggende fluekast på plads første gang, eller om du er en mere erfaren fluekaster, som har brug for et friskt sæt øjne til at kigge på dit fluekast, så tilbyder jeg enhånds fluekastekurser for netop dig. Det er vigtigt at dyrebar fisketid ikke går med at slås med linekludder, trætte arme og kasteproblemer, derfor kan en investering i et enhånds fluekastekursus hurtigt betale sig. Godt grej er lækkert og vigtigt, men den mest afgørende faktor i dit fluekast er dine evner som fluekaster. Ofte tror folk, at der er noget galt med deres fluegrej når deres fluekast ikke lykkedes, men som regel skyldes det ubevidste fejl, som kan rettes op med den rette vejledning og øvelse. Fluefiskeri er for alle og alle kan lære at fluekaste uanset alder og køn.

Jo bedre du bliver til at kaste med flue, des flere forhold og pladser vil du kunne overkomme at affiske effektivt med fluestangen, og det vil i sidste ende betyde flere fisk og større fiskeglæde.

Jeg arrangerer enhånds fluekastekurser for både enkeltpersoner, hvor jeg 1-1 hjælper dig videre med dit fluekast, eller fluekastekurser for grupper, hvor I sammen kan lære mere om fluekast. 

Er du lidt usikker på om fluefiskeri er noget for dig, og har du ikke dit eget fiskegrej kan du altid gratis låne grej på selve kursusdagen. Husk blot at gøre opmærksom på det ved tilmelding til et fluekastekursus.

Har du lyst til se alle mine instruktionsvideoer kan du klikke her.

For begynderen

Hvis du aldrig har stået med en fluestang i hånden før, eller måske kun har øvet dig ganske lidt, så tilbyder jeg et enhånds fluekastekursus specialdesignet til hurtigt at gøre dig i stand til at begå dig som fluefisker.

For den nye fluefisker tilbyder jeg gennemgang af følgende ting:

  • Fluegrej - hvad skal jeg bruge hvor og hvornår? Herunder forskellige fluelinetyper, forfang, tippet, stænger og hjul, samt basal vedligeholdelse af flueline, fluestang og fluehjul.

  • De grundlæggende fluekast, såsom overhåndskast og rullekast, herunder dobbelttrækket og at skyde line. Dertil vil vi gennemgå de forskellige kastestile, der findes inden for fluekast, samt hvad der passer bedst til netop dig.

  • De mest almindelige fluekastefejl, samt præcis dem du bakser med, og hvordan du kan rette dem.

  • Hvordan du tilpasser dine fluekast til de fiskesituationer du forestiller dig at komme til at stå i - hvad end det er i Danmark eller udlandet.

  • Hvordan fanger jeg min første fisk? Herunder indtagning af flueline, modhug og fight med fisk.

Som opsummering af fluekastekurset, vil jeg give dig konkret og individuel feedback, samt små øvelser og fif til hvordan du kan blive en bedre fluekaster.

For den øvede

Har du været med på enhånds fluekastekurset for begyndere eller kender du i forvejen lidt til fluekast, så har jeg også et fluekastekursus for dig. 

For den øvede fluefisker tilbyder jeg gennemgang af følgende:

  • Vi går i dybden med de finere detaljer om fluegrejet, herunder de forskellige aktioner for fluestænger, fluelinetaperinger, forfangstyper og -længder. Du vil samtidig blive sat grundigt ind i, hvad der findes af fluegrej på markedet, således at du har overblik, når du selv skal ud og investere i nyt fluegrej.

  • Vi bygger videre på dine grundlæggende fluekasteevner med fokus på at forlænge dine fluekast og samtidig gøre dem mere præcise. Vi vil også have fokus på at forbedre din præsentation af fluen. Vi vil ligeledes gennemgå fluekasteteknik, som gør dig i stand til at håndtere alle tænkelige vindforhold.

  • Vi går i dybden med teorien bag de fluekastefejl, du måtte have, således at din forståelse for hvad der udløser netop dine fejl forbedres og du bedre kan eliminere dem.

  • Hvordan fanger jeg flere fisk? Hvilke små ting gør en stor forskel ved vandet, herunder indtagningshastighed, fiskedybde, fluestørrelser og årstider.

Som opsummering af fluekastekurset, vil jeg give dig konkret og individuel feedback, samt små øvelser og fif til hvordan
du kan blive en bedre fluekaster, herunder mere dybdegående omsætning af teori til praksis.

 

 Avanceret

Har du været på enhånds fluekastekurset for øvede eller har du flere års erfaring som fluefisker - og måske endda fanget mange fisk? - Så er fluekastekurset for avancerede fluekastere noget for dig. Her vil du blive introduceret til nogle af de mere avancerede fluekast, såsom, spey-kast og trick kast, samt teorien bag dem.

Når du har nået dette niveau, så vil de ting der interesserer dig eller volder dig problemer i dit fluefiskeri være mere individuelt. Mit fluekastekursus i avanceret fluekast tager derfor udgangspunkt i netop dig og dine forudsætninger. Efter nærmere samtale med dig, vil jeg sammensætte et fluekastekursus specielt til dine behov og ønsker ift. både fluegrej, fluekasteteknik og fluefiskeri.

For avanceret kunne emner vi vil gennemgå eksempelvis være:

  • Spey-kast/underhåndskast - dynamikken og anvendelser af disse praktiske fluekast.

  • Fluekast med tilført positivt slæk.

  • Specielle fluekast indenfor tørflue- og nymfefiskeri - og deres praktiske anvendelser.

  • Enhånds-skagit - til når der er dårlig plads.

  • At fluekaste med longbelly-liner. 

  • Distancekast - til helt lange fluekast.

  • Fluekast med store og tunge fluer, såsom geddefluer og meget tunge nymfer.

  • Forkellige fluelinetyper, deres opbygning og karakteristika.

Hvis du har nogle specielle ønsker, så vil jeg tilpasse undervisningen til dine behov.

 

Mentorordning 

Med en mentorordning får du et længerevarende forløb, hvor vi over flere sessioner mødes og træner netop dét du har lyst til eller brug for at udvikle. 

  • Du bestemmer, hvor mange gange og hvor ofte vi mødes. Mit forslag er, at vi lægger ud med at mødes en gang om måneden, således at du har tid til at øve de ting, vi har trænet mellem sessionerne.

  • Du vil være den eneste elev til stede, når vi mødes, så du har min fulde opmærksomhed.

  • Ved siden af undervisninggangene giver jeg rådgivning og opmuntring via telefon eller e-mail, hvis du ønsker dette.

Jeg havde selv en instruktør tilknyttet, da jeg var ved at lære at kaste med flue, og jeg mødes stadig med min gamle mentor for en diskussion, nogle dages fluefiskeri eller bare øve fluekast sammen.

“Jeg har nu haft 4. gang 1:1 fluekastekurser hos René, og kan kun give ham de varmeste anbefalinger som instruktør.
Hans rolige og sympatiske væsen, sammenholdt med en utrolig kompetent instruktion under kurserne har gjort at jeg efter hvert møde, har forbedret mine teknikker så jeg idag har lange , præcise og strakte liner, og hvor jeg idag kun bruger minimal kraft i forhold til min start som fluefisker. Mange tak René“

- Kim Jørgensen -

FLY FISHERS INTERNATIONAL  

Fly Fishers International (FFI) er en international organisation baseret i Nordamerika, som repræsenterer alle aspekter af sporten. Den spænder fra uddannelse til interessevaretagelse natur/miljø. Kasteinstruktørprogrammet har certificeret mere end 1.000 instruktører i hele verden i lande som USA, Canada, Storbritannien, Sverige, Norge, Island, Irland, Danmark, Italien, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand.

FFI programmet certificerer instruktører i fire kategorier: Certified Fly Casting instruktør i enhånds og tohånds, samt Master Fly Casting instruktør i enhånds og tohånds. Testene i FFI regi kræver et indgående kendskab til teorien i fluekastet og evnen til at udføre de kast som kræves. FFI Master Certified Fly Casting Instruktør-testene er nok de mest krævende i verden.

Hvis du overvejer at blive certificeret kasteinstruktør, så er det en god idé at tage kontakt til en, som har været igennem certificeringen for at få en vis viden om certificeringsprocessen.

Jeg tilbyder gennemgang af alle fire prøver plus gennemgang af teori, som du bliver nødt til at forstå for at blive certificeret CI, MCI, THCI, THMCI fluekasteinstruktør i FFI regi. På den måde er der ingen “overraskelser”, når du møder op til din certificering.

5 Essentials af JAY & Bill Gammel

I 1993 skrev Jay og Bill Gammel (far og søn fra Texas, USA) hæftet “The Five Essentials of Fly Casting”. I hæftet fremsatte de fem grundregler, gældende for alle gode fluekast. Der var ikke meget nyt under solen i hæftet, men det var renset for personlige stilarter. Indtil da havde fluekaste undervisning og litteratur om fluekastet været domineret af personlige præferencer, prædiket af guruer som Lefty Kreh, Mel Krieger, Joan og Lee Wulff, Al Kyte, Gary Borger m.fl.

Op gennem 90’erne blev grundreglerne bredt accepteret som substansen i fluekastet. Personlige præferencer som hvordan man holder på stangen, hvilken fod der er forrest, om albuen er inde eller ude osv. blev anerkendt som stilarter og ikke relevante for om et fluekast er godt eller dårligt (det kan være mere eller mindre effektivt, afhængig af ønsker for fluekastet, men mere om dette i en senere artikel).

De fem grundregler, fremsat af Jay og Bill Gammel, hænger sammen, og sammenhængen er nøglen til forståelsen.

1. Hold løsline til et minimum. Løsline er line uden for topøjet, der ikke “reagerer” når stangtoppen på fluestangen bevæges. For eksempel når fluelinen ikke er strakt inden den løftes af vandet til et bagkast, eller hvis linebuen ikke er rullet ud mellem blindkast. Hvis næste fluekast foretages inden fluelinen er strakt, anses overlinen i linebuen som løsline. Hvis der er flueline som ikke “reagerer” på stangtoppens bevægelser, går der energi til spilde, samtidig kan løslinen have negativ indflydelse på fluekastet

2. Der skal være en pause mellem hvert frem og bagkast, svarende til den tid det tager fluelinen at strække. Hvis der ingen pause er mellem kastene, høres der til tider et piskesmæld mellem kastene. Omvendt, påbegyndes fluekastet efter en for lang pause, risikerer vi en tur ind på marken for at hente fluen, eller du rammer vandet bagved dig. I begge tilfælde mistes der en mængde energi i fluekastet. Til denne grundregel har vi en huskeregel der hedder: kort flueline, kort pause - lang flueline, lang pause.

3. Stangtoppen skal følge en lige linje gennem fluekastet. Den korteste vej fra A til B er en lige linje, og det mest effektive i fluekastet. Stangtoppen skal følge den lige linje i alle plan (vertikalt og horisontalt), det vil sige at stangtoppen følger en lige linje frem og tilbage i retning mod og væk fra målet. Den lige linje for stangtoppen er mulig via stangbøjning under modstand, primært fra fluelinen. Så selvom håndtaget bevæges gennem en vinkel, der giver håndtagets top en konveks bane, bøjes stangtoppen ned gennem fluekastet, og fluestangen retter sig ud igen ved fluekastets afslutning. Er modstanden fra fluelinen ikke konstant, er det næsten umuligt at få stangtoppen til at følge en lige linje. For eksempel, hvis der er løsline inden fluekastet, kommer der en stigende modstand efterhånden som løslinen tilføjes den aktive del af fluelinen.

4. Kastevinklen skal tilpasses mængden af flueline uden for stangtoppen. Har vi en kort fluelinelængde uden for topøjet, er der en relativ lille modstand og fluestangen bøjer derfor relativt lidt. For at stangtoppen kan følge en lige linje gennem fluekastet, skal der være en tilpasset kort kastevinkel. En længere linelængde uden for topøjet giver en dybere stangbøjning. Vi skal derfor have en større kastevinkel, der er tilpasset den dybere stangbøjning. Vi har en huskeregel der beskriver sammenhængen mellem fluelinelængde og kastevinkel: kort flueline, kort kastevinkel - lang flueline, lang kastevinkel.

5. Krafttilførslen skal være på det rette sted, på det rigtige tidspunkt. Dette er den sværeste af reglerne at beskrive og måske den vigtigste at forstå (hvis der skal være en der er vigtigere end andre)! Krafttilførslen skal være i en mængde således at fluestangen bøjer ned på den lige linje mellem stangspidsens top ved start og afslutning af fluekastet. Timingen i tilførslen skal være således at stangtoppen bliver på den lige linje gennem hele kastet. Det gøres normalt via en jævn acceleration, hvor fluekastet startes langsomt og afsluttes ved højeste hastighed. Hvor langsom indledningen og hvor hurtig højeste hastighed er, afhænger af den ønskede linehastighed, mængden af flueline uden for topøjet og stangens aktion (stiv, blød, hurtig, langsom osv.).

Startes fluekastet for hurtigt, dykker stangtoppen ned under den lige linje og resulterer i et tailing loop. Omvendt, hvis der ikke afsluttes med høj nok hastighed, bøjer fluestangen ikke ned og bliver ikke på den lige linje, hvilket resulterer i en åben/stor linebue. Det vil sige der er mange variabler i krafttilførslen, som tilpasses i forhold til det ønskede kast. For eksempel, hvis vi fluekaster med en blød fluestang, skal vi have en langsommere opstart og en længere acceleration/kastevinkel for at stangtoppen følger en lige linje gennem fluekastet. Fluekaster vi derimod med en stivere fluestang, skal accelerationen være hurtigere men gennem en kortere kastevinkel. Begge fluekast vil på den måde ende med samme linehastighed og præsentation af fluen.