Hvem er René Gerken?

Info om René

Jeg synes det er vigtigt at fortælle lidt om mig selv, da i som kunder, skal vide hvad jeg står for.

Jeg har brugt de sidste mange år som fluefisker efter laks, havørred og andre eksotiske arter. I løbet af de mange år har jeg erhvervet mig en uvurderlig viden om fiskeri mange forskellige steder i verden.

Fluefiskeri er en stor og vigtig del af mit liv, og jeg betragter mig selv som privilegeret, at kunne være i stand til at kombinere min passion med min professionelle karriere. Jeg er uddannet Jordbrugsteknolog i natur og miljø, og har efterfølgende uddannet mig som professionel guide på det svenske Sportsfiskeakademi i Forshaga, Sverige. Jeg er en ud af to i Danmark som er certificeret Master kasteinstruktør i enhånds fluekast (MCI), samt tohånds kasteinstruktør (THCI) i Fly Fishers International. Desuden er jeg instruktør for det svenske fluefisker firma Loop Tackle I Sverige.

Jeg afholder mange kastekurser og demonstrationer for private, i lystfiskerklubber, på messer, i butikker i Danmark og i udlandet. Det er for mig en fornøjelse at komme ud til så mange mennesker med samme passion.

I 4 somre fra 2009 til 2012 guidede jeg I Island for firmaet Lax-á, ikke kun på en elv, men mange forskellige elve. Det var et fuldtidsjob, der varede fra juni til sæsonafslutningen i september. Det var en tid i mit liv, hvor jeg lærte en utrolig masse om lakse,- og havørredfiskeri. I disse år guidede jeg også i Argentina, Sverige og i Irland hvor det var havørred og ørredfiskeri som stod på menuen. Igen i år skal jeg til Norge og guide for Olderø fly fishing lodge hele sommeren, så dette bliver min fjerde sæson på denne fantastiske lodge.

Inden for de sidste par år, er jeg begyndt at arbejde for Atlantik & Diana Fiskerejser og i dag er det blevet til mit fuldtids job, som har gjort at jeg har rejst rigtig meget. Rejserne har været både som rejseleder og instruktør, men jeg har også været så heldigt at teste en masse destinationer, som nu er i Atlantik´s rejseprogram.

Jeg vil takke butikken Ækvator Sport, hvor jeg arbejdede i seks år, da butikken har været med til at gøre alle mine rejser og alt andet muligt igennem de sidste mange år.

En nyhed for 2018, er at jeg sammen med to gode venner er gået sammen om at lave firmaet D-Loop Media, hvor vi vil lave fiskefilm, og dette projekt forventer jeg mig rigtig meget af.

– René Gerken